LÅNEFORENINGEN FYLDER 100 ÅR

Låneforeningen for Lærere under Københavns Kommune blev stiftet af kommunelærer L. P. Nielsen, der allerede i 1899 havde ventileret tanken om oprettelsen af en låneforening over for Københavns Kommunelærerforenings formand, som imidlertid ikke viste nogen interesse for ideen.

Det afskrækkede ikke L. P. Nielsen. Sammen med kollegaen H. Greve arbejdede han videre med tanken og fik efter ansøgning til Københavns magistrat i begyndelsen af januar 1907 tilsagn om, at en låneforening ville kunne blive noteringsberettiget til lønindeholdelse. En stiftende generalforsamling sidst i januar 1907 vedtog love og udkast til overenskomst med Stats-anstalten for Livsforsikring.

Den første overenskomst
Den første overenskomst for Låneforeningen med Statsanstalten blev fra Statsanstaltens side underskrevet den 4. marts 1907 og af Låneforeningens bestyrelse den 5. marts 1907. Den sidste dato er således Låneforeningens egentlige stiftelsesdato. Det var året før, det første nummer af KK så dagens lys, og i en tid, hvor det krævedes af de københavnske tjenestemænd og dermed også af lærerne, at de havde bopæl i Københavns kommune.

I overenskomsten med Statsanstalten stod, at låneforeningens første forretningsfører var kommunelærer L. P. Nielsen, der kun kunne afskediges med billigelse af Statsanstaltens bestyrelse. De fremtidige forretningsførere skulle vælges af låneforeningens bestyrelse, men valget skulle godkendes af Statsanstalten.

Om lån til medlemmerne hed det: Lån kan kun ydes til afvikling af gældsforpligtelser eller til afhjælpning af andre økonomiske vanskeligheder. Lånenes størrelse var mindst 600 kr. og højst 5.000 kr.

Ulykkeforsikringspolicen
Straks ved foreningens start i 1907 var det i lovene fastsat, at man ved låntegning skulle deponere en ulykkesforsikringspolice, tegnet gennem låneforeningen. Begrundelsen var, at læreres pensionsret først indtrådte efter 15 års ansættelse, hvilket dengang ville betyde tidligst ved 39 års alderen. Hensigten hermed var, at foreningen på den måde skaffede sig dækning mod tab ved et medlems afsked uden pension som følge af ulykkestilfælde.

Dette forhold blev ændret ved lønningsloven af 1919, der gav tjenestemænd pensionsret ved det fyldte 30. år. Risikoen for tab ved en lærers afsked uden pension blev derved betydelig mindre, idet man for fremtiden kunne regne med, at praktisk taget alle foreningens medlemmer vilde være pensionsberettiget. Ulykkesforsikringerne blev tegnet i Arbejdsgivernes Ulykkesforsikring for en periode af 10 år, så der gik nogle år, inden de var afviklet.

De første lån
De to første lån i foreningen blev tegnet af to lærerinder, der begge var over 50 år. Lånene har næppe været ret store, da de skulle dækkes af årslønninger på henholdsvis 2.000 kr. og 1.700 kr. Ved udgangen af første år var antallet af udlån 110 og lånesummen på ca. 200.000 kr. Næste år var de samme tal 152 og ca. 293.000 kr. Beløbsstørrelserne fra 1910 og 1911 er ikke sammenlignelige med vore dages lån, men det skal lige her nævnes, at i 2005 havde Låneforeningen 990 lånere med et samlet udlån på godt 77,4 mill. kroner.

L. P. Nielsen var forretningsfører i 25 år. Formand for bestyrelsen de 2 første år var H. Greve og de næste 23 år Peter Kock (fra 1919 til 1944 inspektør ved Øresundsvejens Skole og i mange år i trediverne dirigent ved Københavns Kommune-lærerforenings generalforsamlinger).

Låneforeningens forhandlingsprotokol indeholder også oplysninger om andet end lån, f. eks. ” På grund af de ekstraordinære forhold – spansk syge – har bestyrelsen ydet ”Hjælpekassen af et tilskud på 200 kr. at uddele efter hjælpe-kassens skøn” (1919) – ” Det vedtoges at yde 100 kr. til en betrængt kollega for derved at støtte en påtænkt indsamling ved skolerne til fordel for samme kollega.” (1921) – ”Det vedtoges at yde en kollega en gave på 200 kr. som hjælp i en betrængt situation.” (1924)

Låneforeningen af 1919
L. P. Nielsen har selv om foreningens første år skrevet, at i tiden indtil begyndelsen af 1920 arbejdede låneforeningen støt og stille uden at påkalde sig opmærksomhed, men så skete der en forandring, da en nydannet låneforening, ”Låneforeningen af 1919” , i maj 1920 begyndte sin virksomhed. I vid udstrækning lånte den penge ud til lærere, som i forvejen havde lån i den gamle låneforening, men derudover også til lærere, der på grund af deres økonomi var blevet nægtet lån i denne.

Allerede i 1923 måtte den nye låneforening imidlertid erkende, at den ikke magtede lånevirksomheden, hvilket gav anledning til, at den ældre låneforening trådte hjælpende til. I et møde mellem de to låneforeninger, lærerorganisationerne KKL og KK (hvis formænd dengang var Hedvig Baumgarten og Thorkild Jensen), borgmester Kaper og skoledirektør Fossing blev det foreslået, at L. P. Nielsen skulle være fælles forretningsfører for de to låneforeninger.

Hermed var grundlaget lagt for Ny afdeling af den ældre låneforening, således at den ældre afdeling omfattede lånere med livsforsikring i Statsanstalten og den ny afdeling lånere med livsforsikring tegnet i et anerkendt selskab uden for Statsanstalten. Disse lån financieredes af Sparekassen for København og Omegn.

En delegeret i låneforeningens bestyrelse
I 1924 fik de københavnske lærerorganisationer hver en delegeret i låneforeningernes bestyrelse. Låneforeningen af 1919 var nu i realiteten under afvikling, men først i 1935 trådte foreningen i likvidation, hvorefter de resterende midler overførtes til Låneforeningen for lærere og lærerinder under Københavns Kommune sammen med de resterende lån, således at midlerne var en sikkerhedsstillelse for disse lån.

Et kuriosum: I 1928 sendte magistraten et forslag til nye love for ”Lånekassen for Sporvejstjenestemænd under Københavns Kommune” til de forhandlingsberettigede organisationer med anmodning om udtalelse til forslaget. I de københavnske lærerorganisationers svar til magistraten stod bl.a.: ”Vi har Låneforeningen af 1907 for Lærere og Lærerinder, dertil fik vi i 1919 en ny låneforening, som på grund af det solidariske ansvar, der danner grundlaget for alle låneforeninger, har bragt stor fortræd over skyldige og uskyldige i flæng. Vi ønsker derfor ikke, at der gives vore medlemmer lejlighed til af få lån i endnu en tredje låneforening. Uden at komme ind på sagens realitet skal vi derfor indtrængende opfordre magistraten til at drage omsorg for, at i hvert fald tjenestemænd af 6. lønklasse ikke bliver berettigede til at modtage lån af ”Lånekassen for Sporvejstjenestemænd under Københavns Kommune”.

6. lønklasse omfattede kun de københavnske lærerinder og lærere. Formænd for de københavnske lærerorganisationer var dengang Laura Lykke Sørensen og A. Stampe Rasmussen. Det er andre tider i dag. I KLFs lommebogs sidste udgave står under overskriften ”KLF Bank, Låneforeninger m.v.” anført 5 lånemuligheder for de københavnske lærere.

Hjælpefondslån
I begyndelsen af tyverne viste det sig, at der var et behov for at fremskaffe mindre lånesummer så hurtigt, at der ikke var tid til at vente på den længere ekspeditionstid gennem Statsanstalten og Sparekassen. Med accept fra Sparekassen brugte man i en del tilfælde af foreningens midler til medlemmer, der havde lån både i foreningen af 1907 og den af 1919 uden egentlig hjemmel i lovene. I 1933 ændredes de, således at der dannedes en lille afdeling for hjælpefondslån til mindre og kortfristede lån. Forudsætningen var, at man i forvejen havde lån i foreningen. Disse hjælpefondslån må siges at have været en succes lige siden. Endnu her i de første 6 år af dette årtusinde blev der udstedt 92 af dem.

Aldersgrænse for forretningsføreren
L. P. Nielsen fyldte 70 år i august måned 1931. På den ordinære generalforsamling i februar 1932, året for foreningens 25 års jubilæum, blev han af V. Mathiasen, formanden for KK, spurgt, om han ikke ville gå af p.g.a. alder, men L. P. Nielsen henviste til, at der ikke eksisterede aldersbegrænsning i private foreninger. Mathiasen stillede derefter et resolutionsforslag, som pålagde bestyrelsen at forhandle med Statsanstalten om fastsættelse af en aldersgrænse for forretningsføreren. Det blev vedtaget med 11 stemmer for, 5 imod, og 2 stemmer var blanke.

På en ekstraordinær generalforsamling den 2. april samme år var der mødt næsten 100 medlemmer. Der valgtes 2 referenter; den ene var KKs redaktør Bahne Jensen, som efterfølgende bragte et redaktionelt referat i KK under overskriften Slaget på Rheden. Det blev en stormfuld generalforsamling med angreb på L. P. Nielsens embedsførelse, men der var også adskillige følelsesladede indlæg til fordel for ham, hvor han bl. a. blev rost for sin indsats for de lånere, der var kommet i vanskeligheder p.g.a. Låneforeningen for 1919, ligesom der blev også citeret en erklæring fra Statsanstalten, der kendetegnede L. P. Nielsen som en loyal medarbejder, der på den mest energiske og omhyggelige måde varetog medlemmernes interesser i forhold til Statsanstalten.

Som en følge af denne generalforsamling blev der foretaget ændringer i overenskomsten og lovene så, at forretningsfører og kasserer skulle fratræde senest pr. 1. januar efter det tidspunkt, da de var udtrådt af skolevæsenets tjeneste, og senest pr. 1. april efter afslutningen af det regnskabsår, i hvilket de eventuelt måtte være avanceret. L. P. Nielsen meddelte derefter bestyrelsen, at han ville fratræde 1. december 1932.

En kasserer kommer til
Hidtil havde L. P. Nielsen også havde haft regnskabet under sig, men ændringen i lovene betød, at der nu skulle ansættes en kasserer. Foreningens første kasserer blev Th. Poulsen, der tiltrådte i maj 1933. Ved hans død i 1951 blev Valdemar Nielsen kasserer. G. P. Rosendahl-Rosenmark blev den næste kasserer i rækken fra 1968 til 1995. Den nuværende kasserer siden 1995 er Villy Broe.

Skoleinspektør Peter Kock fratrådte som formand i 1933 og blev efterfulgt af viceinspektør Otto Schmidt (Nørre Allé Skole). Allerede året efter fulgte kommunelærer A. Stampe Rasmussen. Han havde for øvrigt været KKs formand 1928-1931. På grund af indfrielse af sit lån fratrådte han i 1936 som låneforeningens forretningsfører og blev efterfulgt af kommunelærer N. K. Johansen, Randersgades Skole. Samme år ændrede bestyrelsen sin forretningsorden, så at telefonbestyrelsesmøder blev lovlige bestyrelsesmøder.

Ny bestyrelse
Efter L. P. Nielsen var foreningens næste forretningsfører indtil 1934 A. V. Illemann, der havde været medlem af KKs bestyrelse 1922-1931. Han blev senere inspektør ved Havremarkens Skole 1933-1956. Han afløstes af kommunelærer I. A. Christiansen, der i 1939 søgte og fik en viceskoleinspektørstilling, hvad der i bestyrelsen februar 1940 gav anledning til drøftelse af, om en viceinspektørstilling kunne kaldes et avancement.

I lovenes § 11 stod bl.a.: ”Forretningsføreren og kassereren skal fratræde efter opnået avancement.” Til den kommende generalforsamling blev der fra medlemsside ind-sendt et ændringsforslag, hvorefter den pågældende paragraf skulle udvides med ordene: ”til skoleinspektør, hermed ligestillet eller overordnet stilling”. Bestyrelsens stilling var klar; den ville ikke gå med til at ændre paragraffen; de delegerede fra KKL og KK pointerede, at organisationerne ikke kunne acceptere, at viceinspektørstillingen ikke var et avancement. Man fandt det også uheldigt, at en overordnet indtog en stilling som forretningsfører i låneforeningen.

Endelig var det også et spørgsmål om fordeling af standens goder. På den efterfølgende generalforsamling sagde formanden, at en vedtagelse af ændringsforslaget ville betyde, at bestyrelsen nedlagde sine mandater. Det blev vedtaget, bestyrelsen nedlagde sine mandater, og der blev valgt en helt ny bestyrelse.

I. A. Kristiansen fortsatte som forretningsfører.

To afdelinger bliver til én
I 1939 ændredes også lånemulighederne, så at der kunne ydes lån til ”erhvervelse af egen bolig i de tilfælde, hvor et 1. prioritets lån og en passende egenkapital hos erhververen ikke har været tilstrækkelig til at dække købssummen” (anskaffelsessummen).

Låneforeningens 2 afdelinger havde i mange år hver sin bestyrelse med hver sin overenskomst og love. De årlige generalforsamlinger afholdtes i begge foreninger i februar måned på samme dato og afvikledes i fortsættelse af hinanden. De havde hver deres forhandlingsprotokol, men udviklingen gik i retning af at sammenlægge de to afdelinger; de fik samme kasserer, hvor Statsanstalten blot betingede sig, at revision af de 2 afdelinger fandt sted på samme dag. Men det var først i 1976, de to afdelinger blev til én forening. Nu var ordlyden af § 11: ”Forretningsføreren og kassereren skal fratræde senest ved afslutningen af regnskabsåret efter det år, i hvilket de fylder 70 år.” I dag er ordlyden: ”Til udførelsen af de daglige forretninger ansætter bestyrelsen en forretningsfører samt øvrigt nødvendigt personale.”

Onkel Thyge
Ved et bestyrelsesmøde 7. april 1940 konstituerede den ny bestyrelse sig med kommunelærer S. K. Kruhøffer som formand, Axel Thygesen blev låneforeningens sekretær. I 1950 døde forretningsføreren I. A. Kristiansen, og fra 1. november 1950 blev forretningsførerposten besat med Axel Thygesen med privatadressen Urtehaven 3, som en del ældre kolleger vil nikke genkendende til, onkel Thyge blev han kaldt i medlemskredse. Han var simpelthen en institution i låneforeningen. Mange kolleger har han hjulpet med at tilrettelægge deres økonomi i forbindelse med, at de fik et lån.

I 1965 kom der en indskrænkning i lånemulighederne. Statsanstalten havde i en samtale med Thygesen henstillet, at foreningen udelukkede lån til bilkøb og sommerhuse, da man ellers kunne risikere afslag på lånebegæringen. Thygesen udarbejdede en redegørelse, der påviste fordelingen af lånene til de forskellige formål. Bestyrelsen sendte derefter følgende meddelelse i ”KK”: ”Efter henstilling fra Statsanstalten kan der på grund af kreditstramningen ikke forventes lån til bilkøb og køb af sommerhus og sommerhusgrund.” Stramningen varede til 1969. Efterfølgende blev lånevirksomheden efterhånden så omfattende, at lånenes ekspeditionstid var et ømt punkt. Allerede i 1967 drøftede bestyrelsen EDB-anlæg, men den slags var dengang kun i sin vorden; først på et langt senere tidspunkt blev det en realitet i foreningen.

Statsanstalten lukker for lån
I 1974 meddelte Statsanstalten, at den ville lukke for nye lån 1. januar 1975. Foreningen henvendte sig adskillige steder for at skaffe nye lånemuligheder. Forretningsfører Thygesen henvendte sig til SDS, som ydede lånene i ny afdeling, hvad der resulterede i, at foreningen fik yderligere 2 mill. kroner til rådighed. På generalforsamlingen i februar 1975 redegjorde den daværende formand Aage Bundgaard Rasmussen for lukningen af udlån fra Statsanstalten. De løbende lån ville fortsætte, til de var betalt. Derefter måtte den gamle afdeling lukke. Alle nye lån måtte tegnes i SDS. Foreningen havde nedsat et lovudvalg med det formål at sammenslutte foreningens 2 afdelinger.

Generalforsamlingen
På generalforsamlingen i februar måned 1976 meddelte Formanden Aage Bundgaard Rasmussen, at medlemstallet i gl. afdeling var 713, hvilket var en nedgang på 166 i løbet af året. Formuen, restgælden og medlemstallet faldt. Bestyrelsen mente derfor, at det var tiden til at slutte de to afdelinger sammen og fremlagde forslag til lovændringer, der som tidligere nævnt vedtoges endeligt på en ekstraordinær generalforsamling i marts 1976.

Låneforeningens generalforsamlinger har været afholdt mange steder. De første år blev Søpavillonen benyttet, siden har en række skoler lagt hus til, men fra og med 1978 har generalforsamlingerne været afholdt i KLFs hus på Frydendalsvej.

Dynamisk udvikling
Ved udgangen af 1980 fratrådte Thygesen som forretningsfører, og vores nuværende forretningsfører Hans Kongsgård Sørensen trådte til. Siden har låneforeningen gennemgået en dynamisk udvikling, først og fremmest rent teknologisk. Som låner får man ved oprettelsen af et lån en udskrift, så man kan se, hvordan lånet afvikles over de år, det er tegnet for. En ekspeditionstid på 2-3 måneder for et lån nedbragtes til ca. 2 uger, da foreningen fik samarbejde med Baltica. I 1983 var de sidste lån i Statsanstalten afviklet. Låneforeningen fik derefter en skrivelse fra Statsanstalten med følgende indhold: ”Herved skal vi bekræfte, at der – efter at de sidste annuiteter er betalt – ikke længere er noget økonomisk mellemværende mellem Låneforeningen og Statsanstalten. Vi siger hjertelig tak for det gode samarbejde gennem de godt 75 år.

En epoke var endeligt slut.

I 1985 orienterede forretningsføreren Hans Kongsgård bestyrelsen om en ordning, hvorefter skoledirektoratet i de enkeltes løn kunne indeholde de månedlige ydelser på lånene. Efter forhandling med skoledirektoratet indførtes ordningen fra 1986, men på frivillig basis for den enkelte låner. Relativt få meldte fra, og i dag afvikles praktisk taget alle lån via skoledirektoratet.

På generalforsamlingen i februar 1986 aflagde Aage Bundgaard Rasmussen sin sidste beretning, som ifl. referatet godkendtes med bragende bifald. På samme generalforsamling ændredes lovene, så at pensionister også kunne få lån, og lånenes maksimumsbeløb fastsattes til 50 % af årslønnen på skalatrin 19. Aage Bundgaard Rasmussen efterfulgtes som formand af Ove Fangel Olsen fra Stevnsgades Skole. Ole B. Christensen, Øresundsvejens Skole, efterfulgte ham i 1992, nuværende formand er Birger Madsen, Sølvgades Skole. I 2005 blev Hans Kongsgårds 25 års jubilæum som forretningsfører fejret på behørig vis ved en sammenkomst med deltagelse af mange af foreningens medlemmer.
100 år i foreningen
I løbet af de 100 år har låneforeningen haft 11 formænd, 5 forretningsførere og 4 kasserere. Om kassererposten skal dog som tidligere anført bemærkes, at låneforeningens stifter L. P. Nielsen som forretningsfører samtidig varetog kassererarbejdet i de første 25 år.

Med de skete bankfusioner kom SDS til at hedde Unibank. I 2003 forhandlede foreningen sig frem til en meget fordelagtig overenskomst med Lån & Spar. Det er ingen overdrivelse at sige, at vores 100-årige forening er mere velfungerende end nogensinde.